mandag den 24. december 2012

Rigtig glædelig jul

Så blev det den 24. december, og hvor jeg dog glæder mig til i aften :-) Jeg har altid elsket julen, også selv om jeg er blevet ældre og ikke længere fokusere mest på gaverne.

I aften bliver en af de rigtig gode, da vi bliver mange til jul. Selv om de lidt mere stille juleaftener også har været hyggelige, så synes jeg alligevel, der er noget specielt ved at opleve juleaften sammen med en børneflok, for hvem julen stadig er noget helt magisk.

Min opgave for aftenen var at sørge for risengrød til ris a la mande samt købe mandelgave. Grøden blev kogt i går, og mandelgaven købt for nogle dage siden, så derfor har jeg god tid til at slappe af i dag. Jeg har fået drukket den sidste the i min the julekalender fra Frederiksdal Thehandel. Hvor har det altså bare været hyggeligt, at hele december i den grad har stået i theens tegn. Jeg tror faktisk, dette har været den julekalender jeg til dato har glædet mig allermest over, og jeg har smagt rigtig mange nye dejlige theer. Et par af dem måtte jeg også bestille lidt mere hjem af: Blomme-Nonne te -fordi jeg syntes, det var lækkert med en melon-the, Grøn Julete -den smagte virkelig godt, så jeg måtte bare have mere inden jul og X-mas Tea -som gave til en nysgerrig læser, der bare var nødt til at smage "Marcipan the" :-)

Dagens julekalender the får I lov at høre om en anden dag, da det ikke var en decideret julethe, jeg trak op ad posen. I stedet vil jeg fortælle jer om den lækre Hvid Jul, jeg købte hos Tante T tidligere på måneden. Skulle nogen have the julekalenderen fra Tante T, er det også denne the, der var i pose nr. 24.

Hvid Jul er en økologisk the på Pai Mu Tan (hvid the) med vanille, orange, kanel, hibiscus og æble. Farven bliver ikke videre indbydende, når den brygges, men smagen er virkelig god :-)
Theen smager som sådan ikke af jul, men så alligevel lidt. Det er en meget mild the, hvor ingen af smagsingredienserne går mest igennem. Fordi theen er mild og let, tror jeg, den vil være rigtig god til i morgen, når man vågner efter en dejlig juleaften med masser af mad og trænger til noget knap så tungt :-)

Kan I nu allesammen have en skøn juleaften i aften :-) Rigtig Glædelig Jul!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar