fredag den 10. august 2012

En travl tid

Pyh, hvor er det skønt at kunne sætte sig ned i sofaen, slå benene op og tage en tår af en dejlig varm kop te. August måned er startet ud med travlhed; eksamen, OL i London og masser af arbejde på jobbet. Men nu er jeg så småt ved at falde på plads igen, og nøj hvor jeg nyder at skulle lave absolut ingenting her i weekenden :-)

Nu sidder jeg så her og nyder en dejlig kop Rooibos Kokos Mango sammen med et stykke nybagt krydderkage. Skøn start på den kommende weekend.


Denne lækre rooibos te er fra Liljehøj i Holbæk, hvor min favorit rooibos (Skovbær) også kommer fra. Den har en smuk mørkebrun farve med rødt skær, og den smager lækkert af mango med et strejf af kokos. Selve rooibos smagen går dog meget igennem, så man skal ikke forvente en reel frugtte, hvis man køber denne te. Det er en rooibos, og den smager som rooibos. Lige som jeg bedst kan lide det :-)

Konkurrencen om Grøn Pina Colada te
Jeg har ikke været så meget ved computeren her i august, så derfor har jeg også været bagud med at sende lodder ud i min konkurrence om at vinde Grøn Pina Colada te fra Perchs. -Det beklager jeg.
Alle deltagere har nu fået deres lodder, så hvis du mangler dit lod, er det fordi din registrering ikke er gået igennem. Kontakt mig endelig på ateaholic@gmail.com ved manglende lodder.

Nu vil jeg nyde min te, inden den bliver kold :-) Kan I have en rigtig dejlig weekend.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar